Vi vil gerne byde dig hjerteligt velkommen i AA, og her fortælle dig lidt om, hvad AA er for noget.
AA er et fællesskab, hvor vi hjælper hinanden med at holde os fra alkohol, og at forblive ædru. Det eneste der kræves for at blive medlem af AA, er et ønske om at holde op med at drikke.
Medlemmerne i AA kommer fra alle samfundets lag. – Vi er mænd og kvinder i alle aldre. Nogle har lige besluttet at blive ædru, og andre har været ædru i mange år.
Til møderne er der en mødeleder, som indleder og afslutter mødet. Nogle gange tager vi udgangspunkt i et bestemt emne til møderne – F.eks. “Hvad gør du for at holde dig ædru”. Andre gange starter vi med at læse op fra vores litteratur. Vi taler på skift, og vi afbryder ikke den der taler.
Det er vigtigt at vide, at det altid er dig selv der bestemmer, hvad du vil sige – og om du vil sige noget overhovedet. Hvis ordet går på skift rundt om bordet, kan du vælge at sige: “Jeg vil gerne lytte” – det vil alle synes er helt OK.
Det er også vigtigt at huske, at vi har tavshedspligt om det vi hører til møderne. Ofte fortæller folk nogle meget personlige ting, og man skal kunne være tryg ved at vide, at det ikke videregives udenfor mødet.
AA – møderne kan opleves meget formelle, fordi de kører med en meget fast struktur. Denne faste struktur er nok nødvendig, for at møderne ikke skal gå i opløsning. Desuden er den faste struktur nok også med til at give trygge rammer for, at vi kan åbne op om vores meget private tanker og følelser.
En vigtig ting i AA er, at vi opbygger et varmt fællesskab. Det er vigtigt at alle har det godt med at komme i AA. Vi holder af hinanden og drager omsorg for hinanden.
Vi vil opfordre dig til at komme igen. Efterhånden vil du komme til at opleve den varme og kærlighed, der er i AA. Du vil opdage, at vi holder af dig. Og dette vil styrke dig i din ædruelighed.
Der er sikkert nogle AA’ere, der giver dig deres telefonnumre. Brug dem. Du kan ringe, når du har det svært, eller hvis du bare har brug for en snak. Du er ikke til besvær. Den du ringer til, er glad for at kunne hjælpe og glad for, at du viser tillid til vedkommende.
Du behøver ikke at huske alt, hvad du hører til møderne – kun det du umiddelbart kan bruge. I starten synes du måske, det er fremmed for dig, men efterhånden kommer du til at sætte pris på møderne, og du kommer til at huske mere.
Vi vil anbefale dig flere møder, inden du endelig afgør, om AA er noget for dig.
Du er velkommen til at spørge om alt, hvad du er eller bliver i tvivl om. Det er også en god ide at møde op 10 – 15 minutter før mødets start. Der vil som regel være et par AA’ere der, som gerne vil give dig yderligere information.
Læs eventuelt også de personlige beretninger på “Et par historier”.
Tillykke med, at du har valgt at blive ædru. Lige nu kan det være svært, men på lang sigt vil du få et meget bedre liv.
– Vi glæder os til at se dig igen –
kærlig hilsen AA-grupperne